Af Troels Aagaard 
Katalogtekst i forb. m solo-udstillingen af samme navn, maj 2022

Blue in the face

Blue in the face er et såkaldt idiom, en talemåde, altså et fast udtryk med en samlet betydning der ikke kan udledes af de enkelte ords betydning. Oversat fra engelsk betyder det noget i retning af at være udmattet af vrede, anstrengelse eller anden stor indsats.

Jeg arbejder med maleriet i et udvidet felt. Det betyder at jeg ikke kun er interesseret i hvad der sker på fladen af maleriet, men i lige så høj grad arbejder med spørgsmål om hvordan et maleri kan se ud, og hvilken form det kan tage.  Jeg er nysgerrig på maleriets vegne. Både det formmæssige og det indholdsmæssige, og forsøger med allerede eksisterende redskaber at udvikle det. Jeg skeler både til 60’ernes Shaped Canvas formeksperimenter, minimalismens serielle repetitionstrang, samtidig med at jeg har et halvt øje på Op-art genrens grafiske virkemidler.
I musikverdenen bruger man ofte begreberne remix og sampling., Altså at ”låne” elementer, eller lave om på allerede eksisterende materiale for at opnå et nyt udtryk.
Jeg laver ofte flere versioner af samme værk, altså gentager en ydre form, jeg sampler så at sige formen, remixer de forskellige enkeltelementer, og på den måde har jeg muligheden for at lave en dybere undersøgelse af både farve, form, motiv og betoning af titlerne.

Titler
Ved at citere populær-kultur i mine titler forsøger jeg at åbne samtalen op, så vi kan tale om andet end bare maleriet, men også om alt mulig sjov og ballade – om erindringer fra way back. Mine titler er ofte stemningsgivende og billeddannende, og bidrager til en anden vinkel på værket, og fungerer, når de er bedst, som indledning til samtalen om værket.

I værk-serien ”Let all the children boogie” refererer jeg direkte til David Bowie’s sang Starman fra hans legendariske plade Ziggy Stardust & the Spiders from Mars. Samtidig refererer ”boogie” i værktitlen til Piet Mondrian’s sagnomspundne maleri Broadway Boogie Woogie, som han malede i New York i 1943, blot 2 år efter at være flygtet fra 2. Verdenskrig. Værkerne har desuden en uoverensstemmelse indbygget, der dog ikke har noget med titlen at gøre, men det visuelle udtryk. Værkernes baggrund, der ligner klassisk abstrakt mønstermaleri er approprieret fra krigsindustrien, og mimer det svenske M90 camouflage-mønster. Når jeg inddrager virkeligheden ved hjælp af camouflage, så viser det skønne sig pludselig at være noget farligt. Det du troede var geometriske former og afstemte farver viser sig at være et vigtigt sløringsmiddel i moderne krigsførelse. Maleriet snyder dig og vender sig imod dig.

Håndværk
Jeg bygger selv mine rammer, og er derfor ikke afhængig af hvad man kan købe. Oftest fræser eller skærer jeg rammen ud af en træplade såsom MDF, et helt almindeligt byggemateriale som de fleste kender fra SILVAN. Det er nemt at skære og slibe i MDF og tilmed formstabilt, hvilket modvirker skævhed i rammen. Det er vigtigt for mig at jeg selv kan udføre arbejdet, og det giver mig fornemmelsen af kunstnerisk frihed at kunne producere en ramme i hvilken som helst form. Modsat er det langsommeligt, meget dyrt og besværligt at få det lavet ”ude i byen” hos f.eks. en snedker.
På rammen spænder jeg bomuldslærred, som grunderes efterfølgende og så er jeg klar til at male. Hele processen omkring rammeproduktionen er noget jeg nyder at gå og udvikle og perfektionere. Det er en lige så vigtig del af processen som det at male selve maleriet.

Tondo
På engelsk hedder et rundt maleri en ”tondo”, ordet kommer fra det italienske ”rotondo” som betyder rund. Formen er oprindelig udviklet som et portræt-format, og er benyttet siden antikken. Når jeg introducerer 4 cirkler, der beskærer tondo-lærredet, berører hinanden i yderpunkterne, og rager ud over siderne på lærredets cirkelform, så opstår der en stjerne i midten. Deraf titlen ”4 circles make a star”.
Værkerne er en slags portrætter af min familie: hver af de 4 cirkler symboliserer en person i familien og sammen skaber de noget større end dem selv – en stjerne. 

Triple Star
Jeg har arbejdet videre med tondoformen, og i mine nyeste værker som serien ”Triple Star”, (Blow up – Fall apart) har jeg sat 3 runde lærreder sammen til en form, som danner en symmetrisk triple-form. Her overlapper nogle cirkler hinanden, hvorved en anderledes beskæring opstår. Samtidig påvirker det også stjerne-ikonografien i midten, hvor de 3 stjerner nærmest splintres, der hvor overlappene opstår. Der er en høj grad af kompleksitet i disse triple værker. Baggrund/forgrund står pludselig og forhandler om hvem der ligger forrest i billedplanet, ligesom det er svært at aflæse hvor den ene form starter og den næste slutter.  
De 4 værker læses som man læser en bog, nemlig fra venstre mod højre, og bliver gradvist større, (måske pustes de op) samtidig med at elementer falder fra eller mangler. ”Blow up – Fall apart”, som dekonstruerede malerierne sig selv. Titlen er afledt af det du ser. Værkernes rammer er under forandring og det afspejles direkte i titlen. 

Min nysgerrige tilgang er ikke begrænset til maleriet, men er den måde jeg ser på verden. Det er min kameralinse. Den linse der hindrer mig i at fryse fast, den linse der giver mig nye idéer, der får mig til at betvivle det bestående, der får mig til at være kritisk søgende. Jeg spørger altså hvorfor vores verden ser ud som den gør?