Af Trine Møller Madsen
MA Kunsthistorie

Sprækker i virkeligheden

I starten af det 20 århundrede, før de levende billeder gjorde deres indtog, blev der gjort mange kreative forsøg på at illustrere bevægelse, enten med særlige fototeknikker eller med sirlige apparater, der kunne animere det stillestående. Her et hundredår senere går Troels Aagaard den stik modsatte vej. I en tid, hvor samtlige mediers budskaber passerer forbi i høj hast, fastfryser han virkeligheden ved at visualisere de allermindste byggesten i nutidens mediestrøm. Hans malerier zoomer ind på det, som øjet normalt ikke kan se – fra flimrende pixels til lydbølger. Et tryk på knappen, og billedet er frosset fast. Alligevel er flygtigheden i Aagaards malerier på en eller anden måde markant.

Formsproget er umiddelbart abstrakt og spænder fra stram geometri til løse, organiske linjer. Farverne er klare, og repræsentationerne af digital information holder sig i overfladen. Der er tydeligvis intet ønske om at fortolke verden gennem klassiske litterære greb – værkerne rummer ikke noget entydigt budskab eller en kode, der skal knækkes. I Aagaards malerier sker betydningsdannelsen med andre ord ikke inden for rammen, men i et tæt samspil med konteksten – både de fysiske omgivelser og i det kunstteoretiske landskab, som værkerne indskrives i.

Maleri i bevægelse

Set frontalt forekommer mange af værkerne ved første øjekast at være plane flader. Bevæger man sig en anelse opstår der i nogle tilfælde en slags optisk illusion, som om Aagaard har modelleret enkelte bånd af farve med lys og skygge for at få dem til at træde frem i tre dimensioner. I det næste øjeblik går det op for beskueren, at farven rent faktisk bugter sig fysisk. Der er slet ikke tale om et fladt lærred, men derimod om et relief i opslidset mdf eller finér. I modsætning til et klassisk, modernistisk maleri kan Aagaards værker altså ikke erkendes fra én ideel position og med øjnene alene. Hele kroppen må aktiveres – malerierne kræver bevægelse og skift i position. Afhængigt af beskuerens point of view skifter forholdet mellem flade og dybde, og værket vrister sig fri af den forståelsesramme, beskueren uvilkårligt forsøger at placere det i.

Troels Aagaards er en konceptuel maler. Hans praksis trækker tråde tilbage til 1960ernes avantgardebevægelser, der udfordrede modernismens specifikke værkkategorier og dermed de konventioner, som de kunsthistorisk set er behæftet med. En udfordring, som med vekslende intensitet har stået på siden da. For maleriets tilfælde enten ved at nedbryde de konventionelle genretræk og overskride rammerne – også i bogstaveligste forstand – eller ved at transformere den maleriske proces til et nyt medie. Sidstnævnte karakteriserer Aagaards praksis i kunstnergruppen PAINT OVER, der ved at sample maleri med bl.a. elektronisk musik og computerspil har udviklet en digital crossover, hvor værket sættes i bevægelse og ændrer sig i et tidsligt forløb.

I Aagaards solo-praksis ligger de konceptuelle overvejelser i arbejdet med at bryde den bogstavelige ramme – som når et overdimensioneret penselstrøg demonstrativt stryger på tværs af billedrummet og ud over rammen. Rytmen i det udvidede billedfelt skabes ved hjælp af den spænding, der opstår mellem de mange forskudte lag – mellem form, farve, flade og dybde. Frem for at organisere billedrummet perspektivisk og dermed få værket til at lukke sig om sig selv, vender Aagaard rummet udad og lader sit maleri udfolde sig et sted imellem fladen og det fysiske rum.

’Breaking the Fourth Wall’ – titlen på Aagaards soloudstilling  på Henningsen Contemporary i 2007 – refererer til den usynlige væg mellem teaterscenen og publikum, som brydes ned, hvis skuepillerne henvender sig direkte til salen og på den måde gør opmærksom på, at det, der foregår på scenen, er ren fiktion. Den usynlige grænse, der opretholder distancen mellem værk og beskuer, er i billedkunsten udtrykt gennem rammen – adskillelsen mellem værkets indhold og det omgivende rum. Rammens afgrænsning bakkes traditionelt set bakkes op af den modernistiske udstillingsscenografi, The White Cube, hvis rene, hvide flader netop får kunsten til at træde frem som en ophøjet enhed, adskilt fra verden og med en indiskutabel rolle i den finkulturelle sfære.

Udadvendt og elastisk

Når maleriets grænse mod de fysiske realiteter punkteres, sker der noget med værket. Det træder ned fra piedestalen og afslører sig selv som konstruktion. Værket kan gennem sin nye ’degraderede’ status mingle med hverdagsliv på lige fod med andre rumlige fænomener, og i den tilstand begynder maleriet at bevæge sig. I Aagaards tilfælde bugter, vrider og strækker malerierne sig – ud fra fladen, på tværs af rammen, diagonalt på vægfladen og til tider endda om hjørner.

De digitale byggesten, auditive som visuelle, som Aagaard kredser om rent motivisk, er per definition uhåndgribelige størrelser. Her undergår de en forvandling til noget ekstremt fysisk. Lydfænomener er ikke blot billedliggjort i form af sinuskurver, men lægges i nogle tilfælde tilmed ned på siden og trækkes fysisk ud fra væggen i form af de buede mdf-bånd. I andre malerier er det de overdimensionerede pixels, der frigøres fra fladen og flyder ud over maleriets grænse. Når streger eller penselstrøg griber ud i rummet, eller bånd af farve bugter sig, er det som om, farven og fladen tilføres en energiladning – en slags iboende ekspressivitet – der gør værket til en rumlig aktør på lige fod med beskueren.

Aagaards rumligt orienterede maleri stiller ikke kun spørgsmålstegn ved kunstens status som en selvberoende enhed, men også ved den omgivende arkitekturs fortælling og beskaffenhed. Når Aagaard installerer et værk omkring et hjørne sådan cirka i knæhøjde, fungerer det som en slags udposning på rummet. Selvom maleriet er monteret på væggen, har det en markant fysisk karakter. Det forvandles til et objekt med betydning for den måde, vi aflæser rummet og bevæger os gennem det på.

På Aalborg Sygehus’ psykiatriske afdeling strækker en serie af malerier sig mod verden udenfor – i form af linjer, der løber fra de bemalede finérplader ud mod arkitekturens højtplacerede vinduer. Måske som en slags forgreninger i mentale landskaber, der strækker sig mod livet på den anden side af murene? En stedsspecifik installation, der ikke kun går i dialog med de fysiske rammer, men på subtil vis også reflekterer over det specifikke sted og det liv der leves på afdelingen, afskåret fra verden udenfor.

Flygtigheden

I Aagaards værker mikses det sanselige og uregerlige med den struktur og orden, der ligger til grund for al naturvidenskab. Hvor flimrende den elektroniske virkelighed end forekommer, bygger også digitale billeder og lyd på underliggende systemiske principper, grid og geometri. Det er fænomener, der i lighed med alt i naturen, er baseret på en skjult orden. Det er den rationelle orden i uendelige, selvgenererende mønstre, som Aagaard trækker frem og synliggør i sine malerier. Samtidig bliver det et udsagn om, at selv de allermindste atomer i den digitale tidsalder er i bevægelse. Ikke engang kunsten kan fastholde billedet.

Når dele af motivet er pixelleret, eller når striber af farve krænges ud fra fladen, får malerierne karakter af noget flygtigt, og dermed også af forfald. De bliver som midlertidige udsagn, der er i næste nu vil opløses og forsvinde. Det samme gør sig gældende, når maleriet brydes op i to dele, som bringer vægfladen imellem i spil. Eller når den opbrudte mdf skaber huller med kig til den bare udstillingsvæg – ofte bemalet til lejligheden. Konteksten bliver en del af værket, og i det øjeblik ”det yderste lag” afmonteres, ophører værket med at eksistere. Det vil først genopstå i det øjeblik, det eventuelt geninstalleres – på en ny, farvet baggrund, der får fladen og dybden til igen at spille sammen.

Troels Aagaards malerier laver i bogstaveligste forstand sprækker i virkeligheden, der får betragterens erfaringshorisont til at gynge. Maleriets rum er udvidet. Det er åbent og dialogisk.